Grønlands Styrelse gik i slutningen af 1920-erne i gang med at undersøge mulighederne for at etablere eget skibsværft på Grønlands vestkyst. Indtil da havde man brugt at banksætte skibe altså hale dem ind til bredden ved højvande og lægge dem på siden ved lavvande.
Det var dog upraktisk og hårdt for skibsskroget. For større reparationer måtte skibene ud på en temmelig risikabel færd til Danmark. Risikabel, fordi man først tog afsted, når det var absolut nødvendigt.
Opførelsen
Sisimiut (Holsteinsborg) blev udset til at være det bedst egnede sted at opføre et værft, og i 1930 gik man i gang. Da mændene var beskæftiget med fangst, var det især unge piger, man så på byggepladsen. Den 18. august 1931 blev det første skib trukket på land, og dermed var det første reparationsværft i Grønland en realitet.
Stor virkelyst og initiativrigdom
I 1930-erne og 40-erne gik det stærkt på værftet, og den ene bygning efter den anden rejste sig på den stadigt større værftsgrund. Ud over skibsreparationer og bygning af mindre både, var der også plads til reparation af hundeslæder, fremstilling af kister ja, der var sågar en overgang et røgeri og en frisørsalon på værftet. Man fremstillede spækvalser, havde fabrikation af patroner, og ophaling af hvaler var der også plads til.
Som følge af den rivende udvikling på værftet blev der i efterkrigsårene oprettet et lærlingehjem og en teknisk skole. Det bidrog til at give lærlingene en særdeles grundig, teknisk uddannelse, så man kunne oparbejde en stab af dygtige håndværkere.
I begyndelsen af 1950-erne blev den nuværende bådehal opført, og værftet blev gennemrenoveret. Det er denne bådehal, der nu kommer til at bære navnet ”Grønlands Innovationscenter”.
Mere information
På Sisimiut Museum er man i fuld gang med at samle genstande fra værftet til dokumentation og belysning af værftets virke. Desuden findes der på Sanaartornemik Ilinniarfik en lille plancheudstilling, som illustrerer, hvordan Teknisk Skole i Grønland startede i slutningen af 1940-erne.